Tag-arkiv: frivillig

KURSUSDAG OM SORGKORPS I VIBORG STIFT

Hvorfor et sorgkorps?
Når vi mister en af vores nærmeste, kan det for nogle være en hjælp at møde et menneske, der har stået i en lignende situation. Derfor efterlyser vi:

  •  mænd og kvinder, der som seniorer har mistet deres ægtefælle
  • forældre, der midt i livet har mistet deres ægtefælle
  • unge, der har mistet en af sine nærmeste
  • pårørende, hvis nærmeste har taget sit eget liv

Som del af sorgkorpset bliver man bedt om at mødes med en efterladt en eller to gange. Her lytter man til den sørgende, og i det omfang, det er passende, inddrager man sine egne erfaringer.
Det er tanken, at præster, læger og kommunalt ansatte, der møder efterladte, kan henvise til sorgkorpset.
Kursusdagen er bygget op med input i form af foredrag, samtaleøvelser og en fælles brainstorming omkring udviklingen af sorgkorpset i praksis.
Kursusdagen er uforpligtende. Hvis man efter kursusdagen er interesseret i at blive del af sorgkorpset, aftales en opfølgende samtale.

Program:
09.30 Rundstykker og introduktion til dagen
10.00 Sygehuspræst Trine Kofoed: Den gode samtale med et menneske i sorg
12.00 Frokost
12.30 Lars Ehlers mistede sin søn efter lang tids sygdom, og Hanne Krarup mistede sin mand efter mange års ægteskab. De fortæller om deres sorg, og vi øver os i at sætte os i deres sted.
14.00 Fælles drøftelse om, hvordan vi etablerer et sorgkorps i Viborg Stift

Tid: Lørdag den 5. september 2020 kl. 9.30-15.00
Sted: Søndermarkskirken, Koldingvej 79, 8800 Viborg
Pris: Det er gratis at deltage
Tilmelding og yderligere oplysninger: Stiftspræst for diakoni Steen Andreassen kontaktes på tlf. 60 80 47 95 eller e-mail stean@km.dk

BLIV FRIVILLIG PÅ SOMMERLEJREN 2020

For mange børn i Danmark er sommerferien hverken forbundet med rejser, udflugter eller oplevelser. Derfor tilbyder vi sommerlejr i uge 29 for familier, der ikke selv har råd eller overskud til at tage på ferie.

OM SOMMERLEJREN

Lejren er fra mandag til fredag i uge 29 og afholdes i samarbejde med Ønskeland – et feriehus i nærheden af Brovst. Stedet byder på masser af indendørs- og udendørsaktiviteter med bl.a. svømmehal, fitnesscenter, billard, bordtennis og beachvolley, som skaber de bedste rammer for en aktiv familielejr.

DE FRIVILLIGES OPGAVER

Som frivillig på sommerlejren er du med til at skabe gode ferieoplevelser for udsatte børnefamilier. Der er planlagt en lang række aktiviteter for ugen. Vi skal bl.a. på skovtur, lave sjove konkurrencer, kreative værksteder, klatre i træer, spille golf, i svømmehal og lave lejrbål. Som frivillig deltager du aktivt i aktiviteterne sammen med børnene og deres forældre

SOM FRIVILLIG SKAL DU HAVE LYST TIL AT:

  • Skabe gode ferieoplevelser og relationer til familierne
  • Deltage i enkelte møder forud for lejren, hvor aktiviteterne planlægges, og hvor du får mulighed for at sætte dit præg på aktiviteter for børn og forældre
  • Være med på sommerlejren fra mandag til fredag i uge 29. Hvis du har børn, er de velkomne til at være med på lejren

VI TILBYDER:

  • Muligheden for at gøre en forskel ved at give udsatte familier en uforglemmelig ferieuge med masser af sjove aktiviteter, nærvær og nye venskaber
  • Du får arbejdserfaringer med børn og familier, som styrker dit CV
  • Du bliver inviteret til faglige og sociale arrangementer i foreningen og får et stærkt socialt og fagligt netværk

Du kan læse vores opslag her: Bliv frivillig på sommerlejren 2020