Vedtægter

Vedtægter for Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg (tidl. Viborg Menighedspleje)

  • 1 Navn

Foreningens navn er Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg.

Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg blev stiftet som Viborg Menighedspleje den 1. september 1877 og er en forening dels af menighedsråd i Viborg Kommune og dels af støttemedlemmer og erhvervsmedlemmer.

Hjemsted: Viborg Kommune.

 

  • 2 Formål

Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg har til formål at udføre og støtte diakonalt og socialt arbejde i Viborg Kommune.

 

  • 3 Medlemskab af foreningen

Menighedsråd kan optages i foreningen ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Optagelsen har virkning fra den 1. januar det følgende år.

Medlemskab kræver et kontingent, der fastsættes på den årlige generalforsamling.

Hvert medlemskab berettiger til to repræsentanter med stemmeret på bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.

Et menighedsråd kan udtræde af foreningen ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Meddelelsen skal være modtaget senest den 1. oktober for at have virkning fra den 1. januar det følgende år.

Et udtrådt menighedsråd hæfter for sine økonomiske forpligtelser i forhold til foreningen, indtil disse er afviklet.

 

  • 4 Støttemedlemmer og erhvervsmedlemmer af foreningen

Privatpersoner kan som støttemedlemmer støtte foreningen ved indbetaling af kontingent.

Andre kristne kirkesamfund, virksomheder, organisationer, loger m.v. kan som erhvervsmedlemmer støtte foreningen ved indbetaling af kontingent.

Støttemedlemmer og erhvervsmedlemmer kan deltage i generalforsamlinger med taleret, men uden stemmeret, med mindre de er bestyrelsesmedlemmer og dermed oppebærer stemmeret.

 

  • 5 Generering af økonomiske midler

Foreningen har en formue fra salg af ejendommene Bøgevej 9 i 1970 og Mogensgade 18 B i 1973. Den tilbageværende hovedstol skal så vidt muligt bevares, så det er afkastet, der understøtter foreningens aktiviteter.

Ud over hovedstolens evt. afkast genereres økonomiske midler via:

  • Indsamlinger fra menighederne
  • Kontingent fra menighedsråd, støttemedlemmer og erhvervsmedlemmer
  • Foreningens pengegenererende aktiviteter
  • Støtte fra fonde, foreninger, loger og lignende
  • Arv og gaver

 

  • 6 Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed, som består af de tilsluttede menigheders repræsentanter i bestyrelsen, de seks øvrige bestyrelsesmedlemmer, støttemedlemmer og erhvervsmedlemmer.

Den årlige ordinære generalforsamling afholdes inden den 1. maj.

Dagsorden for generalforsamlingen skal omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Valg af stemmetællere
  4. Bestyrelsens beretning til godkendelse
  5. Fremlæggelse og godkendelse af regnskabet for det forgangne år
  6. Fremlæggelse af budget for indeværende år
  7. Fastsættelse af kontingent for menighedsråd, støttemedlemmer og erhvervsmedlemmer
  8. Behandling af indkomne forslag
  9. Valg til bestyrelsen
  10. Valg af revisor
  11. Eventuelt

Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel skriftligt pr. mail eller brev til hvert enkelt bestyrelsesmedlem, støttemedlem og erhvervsmedlem. Indkaldelsen er vedlagt formandens skriftlige beretning og regnskab.

Forslag, der ønskes behandlet under punkt 8, skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage forud for generalforsamlingen.

Der vælges seks medlemmer blandt foreningens støtte- og erhvervsmedlemmer. Disse er på valg hvert andet år, således at der vælges tre i lige år og tre i ulige år. Hvert år vælges der en suppleant blandt samme medlemsskare. Der er mulighed for genvalg.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.

Afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed, jf. dog § 11 og 12.

Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot ét af de tilstedeværende medlemmer kræver det. Valg til bestyrelsen foregår skriftligt. På stemmesedlen skal skrives det antal navne, som er på valg. Et navn må kun skrives en gang.

Referatet underskrives af dirigenten, referenten og formanden.

 

  • 7 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt forretningsudvalget eller et flertal i bestyrelsen fremsætter begæring herom ledsaget af forslag til dagsorden.

For indkaldelse og afholdelse gælder samme regler som for ordinær generalforsamling.

Dagsordenen skal som minimum indeholde:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Valg af stemmetællere
  4. Behandling af indkomne forslag
  5. Eventuelt

 

  • 8 Bestyrelse og forretningsudvalg

Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg ledes af en bestyrelse, der består af:

  • To repræsentanter fra hver af de tilsluttede menigheder og udpeget af de respektive menighedsråd. Den ene af de to repræsentanter bør – så vidt muligt – være en præst.
  • Seks personer valgt blandt støtte- og erhvervsmedlemmerne på den ordinære generalforsamling for to år, således at der hvert år vælges tre.

Bestyrelsen vælger formand, næstformand, sekretær og kasserer. Disse fire udgør forretningsudvalget, der forestår den daglige drift af foreningen, tilrettelægger bestyrelsesmøder og generalforsamlinger m.v.

Alle hverv i bestyrelsen er ulønnede.

Møderne indkaldes af formanden, så ofte denne finder det nødvendigt, eller når et medlem af bestyrelsen eller forretningsudvalget anmoder om det. Der afholdes minimum to bestyrelsesmøder om året.

Bestyrelsen ansætter evt. ansatte og har også ret til at afskedige vedkommende.

Forretningsudvalget er ansvarlig for, at der foreligger ansættelseskontrakt og stillingsbeskrivelse for evt. ansatte og at disse følges.

 

  • 9 Tegningsregler og økonomisk ansvarlig

Til at forpligte foreningen retligt over for tredjemand kræves underskrift af formand og kasserer. Ved en af disses forfald underskrives af formanden eller kassereren i forening med næstformanden og sekretæren.

For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue. Bestyrelsen har ansvaret for, at budgettet overholdes.

Bestyrelsen hæfter ikke personligt.

 

  • 10 Regnskab

Foreningens regnskabsperiode følger kalenderåret.

Forretningsudvalget godkender og underskriver regnskabet, og det påtegnes af revisor.

Det underskrevne regnskab sammen med formandens skriftlige beretning fremsendes til hvert af de tilsluttede menighedsråd.

Det reviderede årsregnskab fremlægges for generalforsamlingen til godkendelse.

 

  • 11 Vedtægtsændringer

Ændringer i foreningens vedtægter kræver fremlæggelse og godkendelse på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

Forslag til vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest en måned forud for generalforsamlingen, og det vedlægges indkaldelsen.

Der kræves ¾ af de afgivne stemmer for vedtagelse af vedtægtsændringer.

 

  • 12 Opløsning

Såfremt en ordinær generalforsamling med ¾ stemmers majoritet træffer beslutning om foreningens opløsning, og denne vedtagelse bekræftes med simpel stemmeflerhed på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, er afgørelsen gyldig.

Foreningens formue fordeles forholdsmæssigt efter medlemstal mellem de tilsluttede menighedsråd til brug for diakonalt arbejde.

 

  • 13 Ikrafttrædelse

Disse vedtægter, som er vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 25. september 2018, ophæver de hidtil gældende vedtægter og træder i kraft umiddelbart efter generalforsamlingen.