Kategoriarkiv: Bliv frivillig

BØRNEFØDSELSDAGSFONDEN

Elsker du at lege og være kreativ sammen med børn – og vil du bruge lidt af din fritid til gavn for udsatte familier? 

Bliv frivillig i vores Børnefødselsdagsfond og gør en forskel!

Der er børn i Viborg, der ikke har mulighed for at invitere venner eller klassekammerater til børnefødselsdag. Derfor tilbyder Børnefødselsdagsfonden at hjælpe med at arrangere og afholde børnefødselsdag med boller, kage, saftevand og sjove aktiviteter.

Om Børnefødselsdagsfonden

Børnefødselsdagsfonden er et nyt projekt, som igangsættes i Sydbyen i Viborg. Derfor søger vi frivillige, der har lyst til at give børn og deres familie en god oplevelse med at holde børnefødselsdag.

De frivilliges opgaver

Du bliver en del af en gruppe engagerede frivillige, som sammen planlægger og afholder en børnefødselsdag, som foregår et par timer en eftermiddag. Til fødselsdagen har du ansvar for nogle af de planlagte lege og deltager i aktiviteter med børnene – det kunne være en skattejagt, fodboldturnering eller en kagepyntnings-dyst.

Som frivillig skal du have lyst til at:

  • Være med til at skabe en rigtig god fødselsdagsfest for barnet og gæsterne
  • Deltage i enkelte møder, hvor aktiviteterne planlægges, og hvor du får mulighed for at sætte dit præg på aktiviteterne
  • Hjælpe til med praktiske opgaver fx indkøb af kage, boller og saftevand

Vi tilbyder:

  • Muligheden for at gøre en forskel for børn og familier, som måske aldrig har prøvet at holde en børnefødselsdag
  • Du får arbejdserfaringer med børn og familier, som styrker dit CV
  • Du bliver inviteret til faglige og sociale arrangementer i foreningen og får et stærkt socialt og fagligt netværk

Kunne du tænke dig at høre mere, så kontakt frivillighedskoordinator Marianne Houmøller
Tlf: 50 51 52 63 eller mail: kontakt.ksa@gmail.com

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

GØR EN FORSKEL SOM FRIVILLIG I UNGEKORPSET

Vil du gøre en forskel?

Så bliv frivillig i vores Ungekorps, hvor du kan engagere dig i:

  • Børnefødselsdagsfond
  • Sommerlejr
  • Landsindsamling
  • Søndagsaktiviteter for familier på Ellekonebakken
  • Varmestue

10 GODE GRUNDE TIL AT BLIVE FRIVILLIG:

  1. Du gør en forskel for andre mennesker
  2. Du bliver en del af et fællesskab med andre unge
  3. Du får arbejdserfaringer, som styrker dit CV, når du skal søge dit første job
  4. Du får masser af gode oplevelser
  5. Du møder nye mennesker
  6. Du udvider dit netværk
  7. Måske får du nye venskaber?
  8. Du får mulighed for at sætte dig eget præg
  9. Du kommer til at samarbejde med andre engagerede unge
  10. Du bliver en del af et frivilligt netværk, som mødes til sociale og faglige arrangementer!

Kontakt frivillighedskoordinator Marianne Houmøller på tlf. 50 51 52 63 eller mail: kontakt.ksa@gmail.com for yderligere oplysninger.

VÅGETJENESTEN

Vågetjenesten har et korps af 25 aktive frivillige, der tilbyder at våge hos døende på plejecentrene og i private hjem, hvor de er til stede og giver omsorg og nærvær i de sidste timer af den døendes liv.

Som frivillig har du vagter 3-4 timer pr. gang, og vagterne ligger oftest i aften- og nattetimerne. Du binder dig ikke til et bestemt antal vagter, men du vil blive ringet op og kan træde til, når du kan.

Det er ikke et krav eller en forventning, at du har en baggrund inden for pleje- eller hospitalssektoren. Du skal blot have lysten til at gøre en forskel for et andet menneske.

Som ny frivillig kommer du til en samtale, hvor vores koordinatorer vil fortælle mere om Vågetjenesten, og hvor du får lejlighed til at fortælle om dig selv.

Kunne du tænke dig at blive frivillig, eller vil du høre mere om, hvad det vil sige at være frivillig i Vågetjenesten, så kontakt frivillighedskoordinator Marianne Houmøller.

Du kan læse mere i vores folder om Vågetjenesten.