Frivillig i Kirkernes Sociale Arbejde i Ikast-Brande

Der er brug for dig!

Vil DU være frivillig i ’Kirkernes Sociale Arbejde´ i Ikast-Brande?

Jobmarked: Kunne du tænke dig at blive...

  • Rejseguide

Vær med til at skabe den gode sommerferie for økonomisk pressede familier. Du kan være med på familielejr eller på udflugter i løbet af ferien.

Kvalifikationer: venlighed og overblik
Tidsforbrug: en eller flere dage i løbet af sommerferien

  • Gruppevært

Vær med til at arrangere trivselsgrupper for børn og unge, som har brug for andre at tale med om det, der er svært i livet.

Kvalifikationer: venlighed og gode lytteevner
Tidsforbrug: to timer hver anden uge i den periode, gruppen kører

  • Julevært

Vær med til at skabe den bedste juleaften for dem, der ikke har mod på at holde jul alene. Du kan være med til at planlægge arrangementet, lave mad, stå for pakkelegen eller hvad du ellers synes indgår i en rigtig juleaften. Du kan også åbne dit eget hjem og holde en hyggelig jul for en familie eller enlige, der trænger til selskab.

Kvalifikationer: venlighed og godt julehumør
Tidsforbrug: et par timer til planlægning og/eller nogle timer 24/12

  • Tøjuddeler

Sammen med lokale genbrugsbutikker og outlets arrangerer vi uddeling af tøj til mennesker, der ikke har mange midler. Du kan være med til at finde det rigtige tøj frem og samtidig skabe en god dag for dem, der kommer forbi.

Kvalifikationer: venlighed og god tøjsmag
Tidsforbrug: fem timer hver tredje måned

  • Kursusvært

Vi arrangerer parkurser, hvor du kan hjælpe med at skabe en god atmosfære for deltagerne. Du kan både hjælpe med det praktiske og med nogle af de øvelser, som kurset omfatter. Du kan også blive uddannet til at stå for kurserne.

Kvalifikationer: venlighed og gode lytteevner
Tidsforbrug: Fire timer hver anden måned

  • Tovholder

Vi samler grupper, der mødes og fortæller deres livshistorier. Du kan være med til at skabe et trygt rum, hvor alle føler sig hørt.

Kvalifikationer: venlighed og gode lytteevner
Tidsforbrug: seks mødegange à to timer

  • Kagebager og kaffebrygger

Vi har altid brug for hjælp til en god kop kaffe og et stykke kage til arrangementerne. Vi dækker selvfølgelig dine udgifter.

Kvalifikationer: gode smagsløg
Tidsforbrug: det er helt op til dig

  • Praktiker

Har du lyst til at hjælpe med at stille borde op, hjælpe med transport eller rydde op efter arrangementerne, er det altid en stor og vigtig hjælp.

Kvalifikationer: 1-2 ledige hænder
Tidsforbrug: det er helt op til dig

  • Nytænker

Har du selv en idé til en aktivitet, der kan gøre en forskel lokalt, hjælper vi gerne din idé på vej. Vi er særligt interesseret i aktiviteter for unge og for mænd, så ved du noget om madlavning, teknik, håndarbejde, teater, fiskeri, smykkeproduktion eller noget helt andet, så sig endelig til.

Kvalifikationer: initiativ og gå-på-mod
Tidsforbrug: det er helt op til dig

 

5 gode grunde til at være frivillig

Du har noget aktivt at lave – og kommer ud ad døren: Frivilligt arbejde giver dig mulighed for at bruge dine kompetencer og ressourcer aktivt, samtidig med at du kommer ud og deltager i meningsfulde aktiviteter.

Du bliver ofte en del af et nyt fællesskab: Ved at være frivillig kan du lære nye mennesker at kende og indgå i nye fællesskaber. Et større socialt netværk styrker trivslen og giver mulighed for praktisk og følelsesmæssig støtte.

Du lærer nye kompetencer og udfordrer hjernen: Frivilligt arbejde giver dig mulighed for at tilegne dig ny læring og bruge dine egne kompetencer. For eksempel kan du som frivillig instruktør på et motionshold både få større viden om motion og undervisning og selv få rørt dig.

Du oplever, at du er med til at gøre en forskel for andre: Neuroforskning viser, at hjælpsomhed faktisk gør os glade. Selvom det måske ikke var den primære grund til at gå ind i det frivillige arbejde, bidrager følelsen af at gøre en forskel til at styrke din mentale sundhed og trivsel.

Din mentale sundhed styrkes: Aktivitet, sociale fællesskaber og meningsfuldt arbejde er tre faktorer, der tilsammen styrker din mentale sundhed og trivsel som frivillig.

(Ældresagen)

Har du spørgsmål?

Kontakt vores koordinator
Mette W Jensen 
Tlf.  23 11 14 33

Måske også relevant for dig